Blomsterdalen

By: Niviaq Korneliussen

Narrated by: Julie Berthelsen

HVAD ER MIT NAVN? JEG HAR IKKE ET NAVN, JEG ER BARE ET TAL.

Hun oplevede det første selvmord, da hun var tretten. Selv vil hun begraves mellem de høje fjelde i den østgrønlandske by Tasiilaq, hvor de navnløse grave på kirkegården i Blomsterdalen er dækket med blå, røde og pink plastikblomster, der skriger i den rene sne.

Hun har en kæreste, hun elsker, en omsorgsfuld familie, og hun er lige kommet ind på universitetet i Aarhus. Verden står åben, men intet føles rigtigt, og gradvist begynder verden at snævre sig ind omkring hende, og en nedtælling begynder.

Blomsterdalen er en kuldslået og fandenivoldsk, men også sorthumoristisk fortælling om kærlighed, venskab og sorg - og om at være forkert i et samfund, hvor ingen taler om de døde.

Hun oplevede det første selvmord, da hun var tretten. Selv vil hun begraves mellem de høje fjelde i den østgrønlandske by Tasiilaq, hvor de navnløse grave på kirkegården i Blomsterdalen er dækket med blå, røde og pink plastikblomster, der skriger i den rene sne.

Hun har en kæreste, hun elsker, en omsorgsfuld familie, og hun er lige kommet ind på universitetet i Aarhus. Verden står åben, men intet føles rigtigt, og gradvist begynder verden at snævre sig ind omkring hende, og en nedtælling begynder.

BLOMSTERDALEN er en kuldslået og fandenivoldsk, men også sorthumoristisk roman om kærlighed, venskab og sorg - og om at være forkert i et samfund, hvor ingen taler om de døde - skrevet af Niviaq Korneliussen, Grønlands nye litterære stjerne.

©2020 Niviaq Korneliussen, Gyldendal (P)2020 Gyldendal

Smuk bog

Meget fin prosa, interessante emner og godt læst. Lærte meget om den grønlandske oplevelse - bedste af hendes bøger

…

En god bog om dansk og grønlandsk kultur, identitet, fordomme, seksualitet, accept af sig selv, sorg…

Min farmor var grønlandsk og fra Tasiilaq, så det har været berigende at høre om stedet, til trods for de mørke kulturelle undertoner, som er mindst lige så vigtige.

Jeg synes til tider den virkede som en ungdomsbog - og det er det måske også. Det er spændende at følge med i hovedpersonens liv og jeg må sige, at min kæbe ramte gulvet, ved slutningen.

Det burde måske være pensum i folkeskolen